Fordele og ulemper ved kastration

Lad det være sagt med det samme: En kastration er ikke en skudsikker metode til at løse alle adfærdsproblemer hos hanhunden. Er problemer med adfærd årsagen til at man ønsker sin hund kastreret, er det vigtigt at man gør sig klart hvad en kastration kan hjælpe på, og hvad man skal løse ved hjælp af træning.

Intakte hanhunde kan have en særdeles stærk sexualdrift, hvor de bliver rastløse, holder op med at spise og stikker af i et ubevogtet øjeblik, hvis der er tæver i løbetid indenfor en radius af flere km. Nogle bliver aggressive overfor andre hanhunde, eller forsøger at erobre pladsen som førerhund i familien. Mens den førstnævnte gruppe af problemer stort set alle kan løses ved en kastration, kræver den aggressive eller dominerende hund ekstra træning efter kastrationen.

Alene hjemme problemer løses meget sjældent ved kastration, men ved målrettet træning, evt. kombineret med medicinsk behandling i starten af træningsperioden.

Den væsentligste ulempe ved kastration er risikoen for overvægt. Den kastrerede hanhunds energibehov falder med ca. 10%, men da appetitten oftest øges samtidig, kan det være svært at holde den slanke linie, hvis man ikke fra starten er opmærksom på risikoen. Vi anbefaler altid kontrolvejninger i månederne efter kastration, så vi kan fange en vægtstigning i opløbet.


Medicinsk eller kirurgisk kastration?

Mange (mandlige) hundeejere bryder sig ikke om tanken om at få sin hund kastreret. Bekymringen for, om hunden nu ændrer adfærd, så den ikke længere er den hund man holder af melder sig ofte. Generelt kan man sige at en kastration kun fjerner de adfærdsmønstre, der er drevet af kønshormonerne – dvs interessen for tævehundene og i mindre grad behovet for at hævde sig overfor andre hanhunde. Det kan gøre hunden lidt roligere og mere lydhør overfor træning, men det får ikke en aktiv og glad hund til at blive doven og ugidelig.

Hvis man er i tvivl om hvorvidt en kastration er den rigtige løsning, har vi mulighed for at lave en såkaldt medicinsk kastration. Den udføres ved at et hormonimplantat lægges under huden i nakken (på samme måde som en microchip – ingen grund til bedøvelse), i løbet af 4-6 uger vil hormonerne have lukket ned for testiklernes produktion af testosteron (hanligt kønshormon) og hanhunden vil opføre sig som en kastrat.

Fordelen ved den medicinske kastration er, at virkningen holder i 5-6 måneder, hvorefter hunden får fuld produktion af kønshormoner igen. Der er altså mulighed for at fortryde, hvis kastrationen ikke havde den ønskede effekt. Ulemperne er prisen, det er næsten lige så dyrt som en kirurgisk kastration af en lille hund, og behandlingen skal gentages to gange om året, så længe effekten ønskes. Oftest vælger ejer at få hunden kirurgisk kastreret inden implantatet holder op med at virke.

Kirurgisk kastration

Ved den kirurgiske kastration fjernes begge testikler gennem et lille hudsnit foran pungen. Vi forsøger så vidt muligt at lime operationssåret, så der ikke er sting, som skal fjernes efterfølgende. Ved meget aktive eller store hunde kan det dog være nødvendigt at sy i huden, for at være sikker på at det holder. Hunden er frisk igen dagen efter operationen, men skal holdes i ro nogle dage af hensyn til sårhelingen. Som ved medicinsk kastration går der op til 4-6 uger før den fulde effekt indtræffer.

KONTAKTINFO:

Østergaards Dyrehospital
Ingerslevtoften 4
8310 Tranbjerg
Se kort og kørselsvejledning

  70 20 40 47
dyrlaegen@oestergaards-dyreklinik.dk

Besøg os på FacebookFind os på Facebook

Åbningstider:

Mandag: Kl. 8.00 - 19.30
Tirsdag - Fredag: Kl. 8.00 - 17.00
Lørdag: Kl. 9.00 - 12.30

Konsultation efter aftale
Døgnvagt


ONLINE TIDSBESTILLING
KLIK HER


Er dit kæledyr akut syg eller tilskadekommet,
så kontakt os venligst pr telefon.